Smertebehandling

I klinikken behandler jeg smerter i bevægeapparatet, dvs. smerter i muskler, led og sener.

Behandlingen tager udgangspunkt i en grundig samtale og undersøgelse.

Undersøgelsen består bl.a. af analyse af bevægelse  og gang samt test af led og muskler. Undersøgelse af syns- og ligevægtssanserne kan indgå i undersøgelsen, da disse kan have indflydelse på kroniske smerter.

I behandlingerne gør jeg bl.a. brug af følgende  teknikker:

 

- Behandling af nedsat ledbevægelse med manuelle teknikker

- Behandling af kroppens muskelsamspil ved at dæmpe overspændte og styrke underspændte muskler

- Aktive mobilitetsøvelser

- Syns- og ligevægtstræning

- Akupunktur

 

I behandling indgår løbende test af effekten af de enkelte behandlingselementer.

For at få det bedste og mest varige behandlingsresultat vil der ofte indgå hjemmeøvelser i behandlingen.

Målet med behandlingerne er at give dig redskaberne til at holde dig selv smertefri fremover.

Behandlingerne sammensættes ved at kombinere elementer fra  behandlingformerne nævnt nederst på siden.  Klik på linket under behandlingsformens navn, hvis du vil vide mere.

Om smerter

Smerte er hjernens alarmsystem og opstår ikke kun når kroppen rent faktisk kommer til skade. Smerte kan også opstå,  hvis hjernen blot opfatter noget som en trussel om en potentiel skade.

Ved akutte skader er det ikke kun størrelsen af skaden, der afgør smertens intensitet. Hvis man skærer sig på et stykke papir kan det gøre mere ondt end hvis man skærer sig dybt med en køkkenkniv. Og hvis man tror, at et brækket ben giver varige mén, gør det mere ondt, end hvis man tror, at man kommer ovenpå igen.

Ved kroniske smerter har nervesystemet, gennem de mange gentagelser af smertesignalerne, lært at aktivere smerten, selv om den oprindelige vævsskade ofte er helet.

Man kan forestille sig, at de input fra krop og omverden, som hjernen opfatter som trusler, er som dråber vand der falder i en spand. Når vandet løber over, opleves smertesignalerne i bevidstheden. Truslerne kan komme fra kroppens væv, led, bevægemønstre og sanser, men også andre faktorer som søvnmangel og stress kan være trusler. Således kan smertesignaler fra en gammel ophelet skade nå frem til bevidstheden som smerte, hvis man får en ny skade et helt andet sted, eller udsættes for søvnmangel.

Det er vigtigt at have en vifte af redskaber til at fjerne de trusler fra nervesystemet, man kan gøre noget ved, så man undgår at spanden løber over. Hvis man kun behandler de steder hvor smerten er, får man ikke altid sænket trusselsniveauet tilstrækkeligt til, at smerten forsvinder.